Smykkebilleder
|  Velkommen  |  Helga Exner  |  Udstillinger  |  Smykker   Værkstedsbesøg  |  Aktuelt  |  Kontakt mig  |  ArtGuideDenmark  |



Et værkstedsbesøg

Af Hanne Pedersen, mag. art.

Jeg står med et lille billede i hånden.
Det er lavet i sølv og farvelagt med gul og blå emalje.
Der er en uvirkelig nattestemning over det, og de små buede vinduer og døråbninger fører labyrintisk opad til den knejsende kuppel foroven. - "Jeg tegnede det i bilen hjemad"siger Helga Exner. Tegningen hænger på opslagstavlen ved siden af os.
"Det er efter at have set Poul Klees billeder i Hamburg", fortsætter hun. På værkstedets væg hænger en smuk plakat af Poul Klee.
Der hænger også en plakat med en dame, med en lang bar hals,Thomas Gainsboroughs Lady Aston. -"Åh jeg syntes sådan, hun trængte til et halssmykke, så det har jeg lavet", siger Helga Exner og hænger et smykke op på eet par knappenåle, så den engelske1700-tals-dameshals dækkes at et smykke, der glider smuktsammen i stil og farve med tøj og malemåde.

På klaveret står opstillet en række små plader med et smykke på - "mine musikskrumler" kalder hun dem. Det er brocher i sølv og emalje i blå nuancer.

Det er sprælske og levende instrumenter, snart med et par ben, en flyvsk node eller eet par vinger, der anslår en egen eventyragtig, rebelsk og munter stemning. Også de er inspireret af billedkunst, nemlig Picassos og Braques kubistiske billeder med musikinstrumenter.

Helga Exner er glad for musik og bliver ofte inspireret af musik - ligesom af ord - f.eks. Søren Ulrik Thomsens digte. Hun havde læsrt dem og var fortrolig med demigennem længere tid, da hun fik lyst til at give ordbillederne en fysisk håndgribelig tolkning i form af smykker.
Undtagelsesvis er der i et smykke ridset ordet længselpå en gravsten, ellers er digtets stemning og emne alene skildret i billedform. Blikket studser ved et noget specielt smykke med et øje, der blinker frem - et holografi - og tåren, ser dirrer i den lille krog.
Stemningen i det sluttede, eksistentielle univers i disse smykker harmonerer smukt - uden at være insisterende - med Søren Ulrik Thomsens lyrik.

Helga Exners smykkebilleder rummer genkendelige elementer, men det hun søger at skildre er den uhåndgribelige stemning.

Det er længslen symboliseret i fugleflokkens flugt hen over havet eller plovfuren, der er rav -solens dybe glød omgivet af guldstråler, og skyernes nervøse, forrevne flugt. Der er de mystiske, blinde spejle, der ligesom vender indad - gamle spejle, der gemmer på, hvad de har set i perlemorets lagdelte skær.
Der er en stærk sanselig glæde ved de flotte, store ravstykker, der kan variere fra det mælkeagtige, lysegule til den gennemskinnelige, sirupagtige farve. I en bunke ligger de store, uslebe stykker på arbejdsbordet og vendter på at blive "fremkaldt" og få en ny betydning og glans. Det er modsætningen mellem det rå, uforarbejdede naturmateriale og den kultiverede, symbolsk betydningdbærende ædelsten frembåret i en overdådig indramning i sølv og emalje.

I en særlig gruppe halssmykker i Helga Exners produktion er det skaller og konkylier, fundet ved stranden, der er "ædelstenen". Omhyggeligt er de lagt i et diskret, understøttende leje af sølv, og omgivet af oxiderende sølvvinger og bølger i fantastiske former. Her er afsættet for Helga Exners smykkefantasier den stærke naturoplevelse og forundring over form og materiale. Spillet mellem de små sluttede kirkers dirrende hvide farve og havets og himlens blå på de græske øer har også dannet udgangspunkt for serier af smykker, bl.a. fra Santorini. En næsten naivistisk enkelhed i sølvtegningen og emaljens farvevalg karakteriserer disse smykker.

I modsætning hertil er serien med udgangspunkt i Kølns domkirke, "En vinterdag i Køln - fem smykkebilleder over Kølner Dom", 1993. De er raffinerede og komplicerede i opbygningen, og det er yderligere fremhævet af de relief-opbyggede og bemalede baggrunde for smykkerne. Her har Helga Exner søgt at skildre åndelighed, mystik, gru, og anelser, lys og mørke i et tæt væv. Helga Exner holder mest af at lave hængesmykker og kalder dem smykkebilleder. Hun forholder sig til det at lave smykker som en billedkunstner til sit lærred, blot arbejder hun i sølv og emalje og i et format på otte-ni cm i diameter. De starter som skitser i blyant og akvarel og opsættes på opslagstavlen. Dernæst bliver de løsrevet fra baggrunden i omhyggeligt udklippede farvelagte skabeloner i papir, der overføres og udsaves i sølvplade. Dele forskydes, så der opstår en rumlighed, og eventyret begynder med emalje, sten og perler. Nu er smykkerne færdige og kan bæres, men når de tages af halsen, gemmes de ikke bort, men vender tilbage til deres helt egen baggrund og indgår i et billede, et univers, et smykkebillede.